-

Danskerne bliver syge, imens de venter

Af Lise Birk Kristensen

Over hele landet står både unge som gamle i kø for at få hjælp hos en psykolog. Men ventetiderne har aldrig været længere. Derfor risikerer mange borgere at skulle vente flere uger på at få hjælp.

Dansk Psykolog Forening har foretaget en undersøgelse, som undersøger ventetiderne blandt ydernummerpsykologerne. Undersøgelsen viser, at danskerne venter rekord-længe på at komme i behandling. Du kan læse om undersøgelsen her.

Faktisk skal borgerne i gennemsnit vente 16,2 uger på at komme i behandling hos en psykolog. For unge mellem 18-21 år er den gennemsnitlige ventetid 14,6 uger for at få hjælp. Undersøgelsen afslørede også, at ventetiderne til psykologbehandling i enkelte danske regioner var over 20 uger.

De rekordhøje ventetider afslører, at antallet af ydernumre og psykologer er foruroligende lavt i forhold til den stigende efterspørgsel, hvilket kan føre til forværring af de udsatte borgers mentale- og fysiske helbred.

Sundhedsstyrelsen slår fast, at mennesker der over længere tid har lav grad af mental sundhed, har højere risiko for at udvikle somatiske sygdomme, såsom hjertekarsygdom, og psykiske sygdomme, såsom stress, depression og angst.

De lange ventetider medfører et stort pres på psykologerne, kommunerne og samfundet. Derfor er der i dag behov for løsninger, som kan være med at aflaste psykologerne og yde hurtigere hjælp, som fremmer borgernes mentale sundhed, og som forebygger udvikling af psykisk lidelse.